I mit sidste blogindlæg fortalte jeg lidt om ord, der “popper op” og måske bliver til et digt, efter endeløse associationsrækker. Nu er det tid at se, hvad der så kom ud af det – og nedenstående digt er, hvad der står tilbage, efter at have hugget det til.
Ud af en brandtomt lyste et par øjne
to glitrende stykker kul i mørket
røgdykkeren kom til syne, som en ånd
han havde denne kat i de polstrede arme
røgglorie om visiret
i baggrunden sås en nanoninja
ubemærket glide ind i godsbanetunnelen.
Sirenesang i natten
blind alarm, blind alarm, blind alarm
Ildløs er sjælens metafor
ingen døde, kun en kvæstet
som det fremgik af rapporten.
Næste dags dis er en afart
i hvis skjul morgenrøden hemmeligt skrævende
på lange, orangefarvede ben
over høje huses vaklen
forsvandt med et gådeuldt smil
langs banelegemet.
