Hvilken personlighed har du?
Har du nogensinde prøvet at tage en personlighedstest?
Hvad landede dit resultat på?
Måske er du fuldstændig afklaret: du er introvert, ekstrovert, eller meget intuitiv.
Den mest udbredte og anerkendte personlighedstest er Myers-Briggs kortlægning af 16 forskellige personlighedstyper, som er bygget over psykoanalytikeren C. G. Jungs analyser. Jeg synes det er meget sjovt. Men jeg tager det ikke rigtigt for gode varer, og jeg ville aldrig kaste penge efter en fuld personlighedstest…
Heldigvis findes der masser af gratis tests, man kan muntre sig med – måske har du allerede fundet dig selv i ovenstående persongalleri fra Star Wars 🙂
Prøv f.eks her: https://www.16personalities.com/da/gratis-personlighedstest
Jeg skulle lige i dag være INFP, som kun 7 % af befolkningen – hov, jeg er Idealisten Luke Skywalker (øv, jeg ville hellere være Darth Vader) – i en blandet landhandel af Introvert (vs. Ekstrovert), Intuitiv (vs. Sansende), Følende (vs. Tænkende) og Opfattende (vs. Vurderende). En anden dag, på et seriøst ment webinar om emnet, arrangeret af mit fagforbund, landede jeg på Debattøren, overvejende Ekstrovert, Tænkende og evigt argumenterende.
Sådan én, der analyserer og piller alt og alle fra hinanden…
Jeg sad undervejs og tænkte, at ens resultat uværgerligt vil afhænge af situationen. Og fandt nogle paralleller fra dobbeltdiagnosernes verden. Hvor autisme og ADHD vil hive i hver sin retning og måske tilsyneladende ophæve hinanden. Ekstrovert autist? Jo, det findes. Det er mig. Plus tusind input, og en nej-hat, der er blevet væk, som Peter Vang, stifter af ADDspeaker, formulerer det i “Jeg Er”. Stress og udbrændthed kan være resultatet.
Nævenyttig, trættekær
På samme måde havde jeg det, da jeg blev udredt i psykiatrien efter en længere sygemelding: jeg rettede i spørgeskemaerne og skrev kommentarer på, præciserede, medbragte min egen bunke notater, rettede ord og vendinger… En form for perfektionisme, som jeg genkender i tendensen til at ville have udtrykt tingene præcist i detaljen og sikre mig, at jeg bliver forstået korrekt.
Derfor er det i sagens natur svært at besvare sådan nogle personlighedstest – simpelthen fordi spørgsmålene er for brede.
I de autistfora, jeg er medlem af på Facebook, foregår der på samme måde livlige debatter helt ned i detaljen, hvor hver part gør sig ret store anstrengelser for at blive forstået korrekt. Jeg holdt fornylig et oplæg om min bog i NAUK – Netværket for Autistiske Kvinder i København. Her blev jeg spurgt, om jeg havde tænkt over, hvem jeg kommunikerede med, autister eller “neurotypiske” (altså, “normale”).
Mit svar var, at vores sprog er fælles for alle, men at jeg gerne vil kommunikere så præcist som muligt, i håb om, at flest muligt får gavn af det.
Det dobbelte empatiproblem
Men jeg tænkte bagefter på, at spørgsmålet muligvis tog udgangspunkt i Dr. Damian Miltons påpegning af “det dobbelte empatiproblem” – som foreligger i denne forskningsartikel: https://kar.kent.ac.uk/62639/
Kort fortalt går det ud på, at man igennem forsøg har fundet ud af, at det er en udfordring for folk med en anderledes kognitiv og kommunikativ profil at kommunikere med “neurotypiske” – og vice versa. Lige børn leger bedst, som man siger. I min bog formulerer autismepsykolog Christina Sommer det sådan, at autister ofte kommunikerer mere præcist, og har vanskeligt ved udenomssnak/smalltalk. Det gør, at man med autisme ofte opfattes for direkte, hårde eller bare uforstående.
Jeg ved, at jeg er blevet opfattet sådan. Eller som den her nævenyttige, trættekære type, der bliver ved med at insistere på en formulering, en præcisering, et svar… Jeg synes blandt autister at have genkendt denne profil 🙂
Introspektion uden sikker viden
Måske er du en “Systemizer” – altså én, der finder systemer i alting. Det findes der også en test for – se https://systemizer.dk/test/
Det er en test udviklet af Kirsten Callesen, leder af Psykologisk Ressourcecenter, som er baseret på psykologiprofessor og autismespecialistv Simon Baron-Cohens AQ (Autism Quotient), EQ (Empathy Quotient) og SQ (Systemizer Quotient) test. Du kan læse mere om den her: https://systemizer.dk/om-systemizer/
Tests kan være gode til at få et fingerpeg om, hvor ens styrker og svagheder ligger – alene ved at bringes til at reflektere over dem. Og måske er spørgsmålene nødt til at være brede. Jeg får det personligt sådan, at jeg kan se lidt af mig selv i de fleste typer. Hjælp! Hvem er jeg så? Jeg ved, at jeg lader bedst op alene, og at jeg har et rigt indre liv og en fantasi, der flyver højt. Men jeg får rent faktisk også idéer og inspiration af at snakke med andre mennesker.
“Masking” – eller ?
I autismeterminologien findes der et fænomen, der hedder “masking”. Det betyder, at især kvinder med autisme – og det gælder også for kvinder med ADHD – maskerer deres vanskeligheder, fordi de tidligt opdager, at det gælder om at være pleasende og socialt orienteret. Det er selvfølgelig en helt firkantet udlægning, men sådan er det altså for mange piger. De observerer de andre piger og prøver at kopiere dem. Af angst for at falde udenfor fællesskabet, som de alligevel aldrig kommer til at tilhøre helt. I de tilfælde, hvor det lykkes, er man altså hverken en særling eller en del af fællesskabet. Hvad er man så?
Er man nået helt op i min alder eller deromkring, uden egentlig at kende sig selv – sådan rigtigt, fordi man bare for sent lærer af sine erfaringer eller kan forbinde det med noget – kan det være svært at vide, hvad der er “masking” og hvad der er éns “sande jeg”. Vi tilpasser os jo allesammen den verden og det miljø, vi lever i – eller? Det er den urgamle frygt for at blive udstødt af samfundet. Og alligevel lever man som en udstødt. Nogle autister bliver glimrende skuespillere – de lever sig helt ind i en figur. Jeg har selv en lærer-persona, når jeg underviser, uden at det dog har noget med skuespil at gøre. Jeg har bare observeret, at det sker. Så selvom man ikke skal undertrykke “sit sande jeg”, er det måske også godt at have et par kostumer ved hånden, når man går ud i samfundet.
Uden at der går helt Star Wars i den 🙂
Har du lyst til at se nærmere på personlighederne i Star Wars, kan du se dem her, hvor billedet øverst er fra:
https://www.geekinheels.com/2013/10/23/star-wars-mbti-chart.html