Svend Brinkmann trækker i Politiken den 4. april 2021 sin sædvanlige gamle krikke af stalden i en advarsel imod alle de diagnoser, vi unødigt påfører børn i mistrivsel: “Hvis vi reagerer for langsomt, risikerer vi at menneskers problemer vokser og bliver værre, men hvis vi reagerer for hurtigt, risikerer vi at sygeliggøre normale reaktioner, der måske ville forsvinde i takt med, at vi vender tilbage til normale tilstande”. Brinkmann mener, at det fænomen, der på engelsk går under betegnelsen “watchful waiting” er “alternativet til hurtig opsporing, diagnostik og måske sygeliggørelse”, som han skrev på sin Facebook-profil. Hvor han i samme åndedrag nævnte diagnoser som ADHD og autisme. Brinkmann bringer i erindring, at der blandt 17-årige selv før coronakrisen var 15 procent der havde mindst én psykiatrisk diagnose og advarer i samme åndedræt mod ”sygeliggørelsen af normale reaktioner”.
Men problemerne forsvinder ikke, i takt med at hverdagen normaliseres, som det også er anskueliggjort i en artikel i Politiken den 20. marts, hvor klinikchef Nina Staal fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center er citeret.
Der er intet tjent ved at vente.
Børnene skal hjælpes her og nu, og der er intet tjent ved at vente. Hverken ud fra et samfundsøkonomisk eller diagnostisk synspunkt. Ofte er den præcise, psykiatriske diagnostik vejen at gå for at at kende sit eget neurologiske udgangspunkt – uden at det bør begrænse livsudfoldelsen. Brinkmann nævner specifikt autisme og ADHD som diagnoser, der er en del af den “diagnosekultur”, som Brinkmann efterhånden i en ti års tid har levet højt på at have en mening om. Men hvad er egentlig hans videnskabelige belæg for at skrive, som han gør? Kender han til de problemer, som børn med autisme og ADHD trækkes med, alt imens de kæmper for at finde sig en plads i det almene skolesystem?
Er Brinkmann mon bekendt med de omfattende undersøgelser, der viser, at mennesker med udiagnosticeret ADHD har en langt højere kriminalitetsrate end gennemsnittet, en langt lavere indkomst og levetid, der er en forkortet med gennemsnitligt 12,5 år? Simon Baron-Cohen, professor i psykologi på Cambridge Universitet, taler for så tidlig autismeopsporing og diagnosticering som muligt. Der er jo en grund til, at diagnoserne er mangedoblet i de sidste årtier – og det er, at det først er nu, at man er blevet opmærksom på dem. Baron Cohen taler om ”den tabte generation” af udiagnosticerede autister – nemlig alle autister, der er født før 1980 og som i hobetal står uden for arbejdsmarkedet. I Danmark er det påviseligt kun 10 procent af alle autister, der er i ordinær beskæftigelse. Det tal skulle gerne forbedres, og det kan det ved at kende problemerne og vide, hvor man skal sætte ind.
Mennesker med udiagnosticeret ADHD har en langt højere kriminalitetsrate end gennemsnittet, en langt lavere indkomst og levetid, der er en forkortet med gennemsnitligt 12,5 år.
Langt de fleste børn og unge, der bliver identificeret med en korrekt diagnose i psykiatrien, har et godt udgangspunkt for at finde et skoletilbud og et fællesskab, der kommer dem til gode. Men det er ikke realiteten i dag. De børn, der mistrives og ender med en diagnose på autisme og ADHD, har i mange tilfælde i årevis haft en mildest talt spredt, eller ingen skolegang, er stressede i en grad, så de udvikler overbelastningssymptomer som OCD, spiseforstyrrelser og selvskade.
Rapporten “Skolens tomme stole” (Børns Vilkår og Egmontfonden, 2020) kortlægger 75.000 børn, som har mere end 10 procents fravær i folkeskolen. Iflg. Landsforeningen Autisme er mindst en tredjedel af disse børn børn med autisme. Autistiske børn (og voksne) er mere stressfølsomme, overbelastes nemmere og modtager information anderledes end andre børn. Det samme gælder børn med ADHD.
75.000 børn har mere end 10 procents fravær i folkeskolen. Iflg. Landsforeningen Autisme er mindst en tredjedel af disse børn børn med autisme.
Men i kommuner og skoler hersker en kultur, hvor “inklusion” er et mantra, som bruges i spareøjemed. I 2020 kom det frem, at en tredjedel af alle landets kommuner havde ansat specialkonsulenter til at spare specifikt på hjælpen til handicappede børn. De fik resultatløn for disse besparelser. En klokkeklar ulovlig praksis, men blot et eksempel på den kassetænkning, som forældre til børn med diagnoser – eller skal vi sige, problemer – er oppe imod. Man modtager rundt omkring på skolerne midler fra kommunen til børn med diagnoser – blot for at kunne holde dem på skolen, sige at man hjælper dem, mens inklusionspædagogen render rundt på hele skolen for at slukke ildebrande, mens barnet, der skulle hjælpes, sidder i et taglokale for sig selv og ikke lærer noget.
“inklusion” er et mantra, som bruges i spareøjemed i skoler og kommuner.
Min påstand er, at pengene kunne bruges bedre, nemlig ved at opspore hurtigt, og skabe specialiserede miljøer, som børnene kunne trives i og hvor de kunne fællesskaber og lære i deres eget tempo. Det ville på sigt være en samfundsmæssig god investering – for børn, der ikke opspores tidligt, risikerer at udvikle alvorligere psykiatriske og behandlingskrævende diagnoser senere hen.
Forældrene bliver igen syndebukke
Forældrene bliver igen syndebukken, også i Brinkmanns optik, fordi de risikerer at “opbygge en overdreven bekymringskultur nu på børnenes vegne”, som børnene kan spejle sig i og tage med sig. Det ligger tæt op ad andre velmenende psykologers uvidenhed om de specifikke diagnoser, som der for eksempel ikke tages højde for i den eksisterende angstbehandling, hvor strategien er, at børnene bare skal eksponeres. Erfaringerne med autisme og ADHD viser noget andet, og man risikerer, ved at negligere problemerne i normaliseringens navn, at gøre dem værre.
Watchful waiting er ikke en god strategi
Watchful waiting er ikke en god strategi, når det drejer sig om børn i mistrivsel – for ofte har de børn, Brinkmann så skråsikkert taler om, siddet i årevis i isolation på værelserne rundt omkring. Uden at der er fulgt den massive samfundsindsats med, som vi har set under corona-nedlukningen. Det, vi kan lære af corona er, hvad social isolation medfører. Også for børn med autisme og ADHD.
De har ventet længe nok.
Jeg kunne ikke være med enig med dig, Nathalie. Du vender hver en sten og slår med syvtommersøm fast hvad vore børn har brug for: At kende sig selv og at blive rummet for og med det de er.
Som mor til en pige på 16 år, der i årevis har lidt af skolevægring, har grædt næsten ustandseligt i sociale sammenhænge, haft smertefulde nedsmeltninger og har været svær at gennemskue, fordi hendes evne til “masking” har været ekseptionel, er det en stor lettelse at få diagnosen Aspergers syndrom. Nu kan mit barn endelig få forståelse for sine behov, og vi kan finde en uddannelse, som passer til hendes behov og evner. Og bedst af alt nu har jeg en datter som forstår sig selv og accepterer sine behov, ikke presser sig selv….og har fået livslysten tilbage….
Tak fordi du deler jeres historie, Janne. ❤️ Vigtigt, at de kommer frem. Og hvor er det bare dejligt at høre, at din dejlige datter har fået livslysten tilbage. Det er det hele værd. God weekend til jer ☺️
Hej Janne
Lige den situation vi står midt i med vores 17 årige. Hun maskere perfekt foran alle hun ikke er tryg ved og går efterfølgende ned (Alt fra timer til dage) Men børne og ungepsyk (hvor vi kun kom ind, efter vi af bagveje fik hende udredt med ADD af børnelæge, da Skolen ikke ville have PPR ind over, trods massiv mistrivsel) ser ikke den syge pige og tror ikke på det vi fortæller, fordi hun kan holde øjenkontakt og kommunikerer som en 30 årig kvinde.
Jeg har nu kæmpet for en autismediagnose (jeg og hendes søster har ADD og aspergers) i 3,5 år og hun har ikke været i fast skoletilbud siden hun var 14.
Lige om lidt bliver hun 18, og hvad kommer der så til at ske når hun ikke kan rumme samfundets krav, men heller ikke kan få yderligere udredning trods massiv mistrivsel, samtidig med hendes ADD er velmedicineret (så det er ikke den der spøger)
Hej Annika,
Tak fordi du deler jeres historie. Det er jo ret nærliggende, at din datter også har Aspergers, hvis både du og hendes søster har det. Mange piger og kvinder går underradaren, på grund af deres formidable evne til at maskere. Og uanset psykiatriens uvillighed til at diagnosticere i jeres tilfælde, burde der være hjælp at hente, så hun kunne få den undervisning hun har krav på.
Har I overvejet diagnosticering hos en privat psykiater? Jeg ved ikke, om I har et godt samarbejde med jeres læge, men I kunne få en henvisning der . Og så finde en med indsigt i ASf/ADHD.
Held og lykke.
Nathalie
Hej Annika
Jeg er ked af at høre at din datter er så påvirket. Det lyder som det der kommer ud af “watchful waiting”.
Med den familiære disposition in mente, vil jeg sige som Nathalie. En dygtig og helhedstænkende psykiater, må kunne stille diagnosen. Der kan desværre være lang ventetid, men det nok bibringe en afklaring. Det kan være en kæmpe fordel at hun bliver diagnosticeret inden hun fylder 18, da der så er mulighed for at I som forældre bliver inddraget og får vejledning.
Jeg ønsker dig held og lykke og håber at der snart kommer en god proces, så din datter han komme i vækst..
Kærlig hilsen Janne
Brinkman har tilsyneladende ikke meget tillid til børn og unge-psykiatriens evner .
Psykiatriens arbejde er at udrede og analyse årsagen til mistrivsel, og det gør de ret fint, om bare kommunens sundhedsvæsen ville henvise børnene i tide, det kan kommunerne nemlig overhovedet ikke finde ud af af forsk grunde.
Jeg begriber ikke SB’s tankegang. Faktisk taler han ned til borgere med usynlige handicap og undervurderer deres udfordringer og som flødeskum stigmatiserer han en hel befolkningsgruppe .
Det er tydeligt for mig ,
at SB ikke helt kan “Stå selv ” .
Tak for din kommentar, Anette. Ja, det er som om Brinkmann sætter kikkerten for det blinde øje i sin iagttagelse af de mange diagnoser – for han har jo ret i, at flere får en diagnose, også at det er blevet mere legitimt. Og heldigvis for det. Brinkmann har bare ikke de problemer inde på livet, og nu er han nødt til at “stå fast” på de holdninger, han én gang for alle har bragt til torvs.