”Elkedlen er i stykker”, sagde hun om morgenen.

”Den gider ikke slukke”.

Han raslede lidt med Politiken, som i en leder opfordrede til at handle (men det kunne jo betyde to ting, høhø) imod forbrugsræset. Ikke mere snak, lad os handle, skrev redaktøren, som dog erkendte, at Politiken jo også havde masser af de sorte annoncer, for dem lever vi jo af. Langt inde i artiklen (omløb på side 5) stod der noget om, at Politiken gik forrest med nogle breve fra forfattere til deres børn om den klode, de skulle overtage.

Hun kaldte hans navn, netop som han var landet på en halvsides annonce fra Føtex.

”Jeg kører forbi Føtex på vejen hjem. Der er 25 % på el. Det er sgu ikke meget. Fup og fidus”, tilføjede han, men smilede til hende.

”Jeg fik bestilt vinduespudser forleden. Han kunne lige presse det ind inden jul”.

”Nå, fint. Ja, de trænger også”.

Hans blik gled ned over spalterne i avisen, der akkompagnerede de hele og halve siders annoncer. En opdagelsesrejsende – et ungt fæ på 20 – havde trodset alle forbud og var padlet i kajak ind til en ø syd for Indien, i Den Bengalske Bugt, hvor en fjendtlig og isoleret stamme på bare 50 medlemmer straks havde slået ham ihjel. Så er man sgu også selv ude om det.

”Skat, kigger du også efter tilbud på en Mocca Master?”

Et nyt studie havde fornylig peget på, at kaffe fra Bodum stempelkanden indeholdt langt mere kolesterol end kaffe brygget på en gammeldags kaffemaskine.

”Ren retro”, havde hun kvidret, mens han havde brummet:

”Men det skal være en ordentlig maskine”. Altså en MoccaMaster. Det var noget med temperaturen og gennemløbstiden, der gjorde kaffen perfekt. Det var nu hans opgave at tilvejebringe den. Billig var den ikke.

Han foldede avisen sammen – de var overgået til et weekendabonnement, for de fleste af ugens dage kunne man bare læse nyhederne på nettet – og rejste sig fra lænestolen, kastede et blik på sit dykkerur, som var en del af det kajakudstyr, han egentlig også skulle have solgt. Måtte lige huske at tage nogle billeder med mobilen og sætte det på Den Blå Avis næste gang, de var i sommerhuset. Skuret flød med ting, der kunne indbringe en mindre formue.

Rydde op og ud. Hun var godt i gang med skabene, han skulle se at komme afsted.

Skulle nok lige forbi en bilvask på vejen, det gik ikke an at tage på kundebesøg i en møgbeskidt øse – især når det ikke var en øse, men en Kia Optima – Forførende Fornuftig.

Han sprayede en antydning af Yves Saint Laurents nye herreduft (gave fra kone og papsøn) på håndleddet, idet han omhyggeligt undgik manchetterne på skjorten, så børste han et fnug af jakken, kastede et blik i spejlet og var klar.

”Går du ned med bæltet?” spurgte han sin kone, idet han kyssede hende farvel med et kys på munden. Hun kendte til en god skomager, der lige kunne sy spændet fast. En (udlænding, selvfølgelig), der kunne sit håndværk, og så til en fair pris. Modsat alle de dovne danskere, der ikke kunne andet end at foreslå en dyr udskiftning, når noget gik i stykker. Og for det meste var det faktisk billigere bare at købe noget nyt, frem for at få det gamle lavet.

”Det skal jeg nok”, smilede hun tilbage. Hun stod med en karrygul mohairsweater i hånden, som havde optaget en del plads i klædeskabet.

”Se lige den her”, grinede hun.

”Gult klæder ingen. Hvad tænkte jeg dog på?” Den røg i posen til genbrug.

Når hun havde afleveret bæltet, ville hun gå forbi genbrugsbutikken med to store poser fyldt med tøj. God følelse, at rydde ud. Det giver plads – og så giver man samtidig en hjælpende hånd til de hjemløse.

Sidst på eftermiddagen mødtes de foran d’Angleterre, hvor en forventningsfuld skare havde taget opstilling. Til akkompagnement af hornorkestret fra Den Kongelige Livgarde blev der tændt lys i juleudstillingen, og der gik et lille suk igennem menneskemængden. ”Hvad mon det har kostet at hyre dem?” tænkte han, inden de langsomt fik viklet sig ud af mængden og hen foran Magasins indgang. ”Wow, se den kjole der”, pegede hun.

”Den ville være super flot til nytår”.

Den var ikke med i Black Friday tilbuddene.

”Du kan jo ønske dig den til jul”, sagde han og tænkte, at hans Kay Bojesen abe ville se godt ud med en af de der fjollede små nissehuer af træ, man kunne købe i Boligafdelingen. Den kostede 150 kroner og var heller ikke sat ned. Måske en adventsgave?

”Husk nu, vi har aftalt at spare”. Hun kiggede alvorligt på ham, og han smilede og kyssede hende på panden.

”Selvfølgelig skat. Max. 1000 kroner til hver”.